Juhani: Kære Broder! Jeg tror at du vilde tænke en Smule anderledes, hvis du havde set dig lidt mere om i Verden. Hvis du for Eksempel havde været i Åbo By. Jeg var der engang, da jeg drev Slagtekvæg dertil fra Viertola Gaard. Der saa jeg til min Forbavselse et og andet. Jeg saa, hvorledes Prunk og Pragt, kan fordreje Hovedet paa et Menneskebarn. Du store, en saa larmende By og et saa letfærdigt Levned! Herfra kommer en Vogn skramlende og derfra en anden, og i Vognene sidder der lutter skægprydede Narre og Piger som Porcelænsdukker, der spreder en tyk Duft af dyre Olier og Salver omkring sig. Men kig derhen! Jøsses bevares! Der tripper i sine Guldfjer en Pokkers Mamselle eller Frøken, hvad ved jeg. Se hendes Hals! Hvid som Mælk, Kinden er rød som Pesten, og Øjnene brænder i hendes Hoved som to Sankt Hansbaal i Solskinnet. Saa kommer han imod hende med Hat paa og i skinnende sorte Klæder, en rigtig Laps af et Mandfolk, som plirer … ja, Fanden ta’ mig! plirer gennem et firkantet Glas som blinker i Filurens venstre Øje. Men se nu … for Pokker! nu knikses der fra begge Sider, og se hvor Kvindfolkekræet snerper Munden sammen som en rigtig Hindbærtrut og kvidrer som en Svale paa et solbeskinnet Tag. Men Spradebassen foran hende svinger med Armen og Bagdelen, slaar ud med Hatten og skraber med Foden saa det gnistrer i Brolægningen. Se, det var en Leg! Aha, I er Skader! tænkte jeg lille Knort, som stod paa et Gadehjørne med et Bundt nye Oksehuder over Skulderen og saa paa Urfuglelegen med et spydigt Smil om Munden.

Tuomas: «Herrer er Narre!«

Timo: Og barnlige som snotnæsede Unger. De spiser jo ogsaa med Klude omkring Halsen og kan jo, Pokker tage mig, ikke engang slikke Skeen, naar de rejser sig fra Bordet. Det har jeg set med egne Øje.

Simeon: Men at snyde og prygle Bønder, det duer de til. (122-23)

JUHANI: Ak, brorlil! Jeg tror, du ville tale noget anderledes, hvis du havde set dig lidt mere om her i verden, hvis du for eksempel havde været i Åbo by. Det har jeg været, da jeg drev okser derind fra Viertola herregård. Dér så jeg sandelig et og andet, som forbavsede mig; jeg så, hvordan pomp og pragt kan gøre menneskenes børn forstyrrede i hovedet. Ve jer, ve dig, du larmende by, ve dig, du omskiftelige liv! Herfra buldrer vogne, og derfra buldrer vogne, og i vognene sidder de mest forbistrede overskægsnarre; dér sidder piger som porcelænsdukker, piger, der spreder en tyk os omkring sig af dyre olier og smørelser. Men se så derhen! Bevar mig vel! Dér tripper af sted, i sine guldfjer, en rigtig filur af en mamsel eller frøken, hvad hun nu er. Se hendes Hals! Hvid som sødmælk; kinden pest-rød; og øjnene brænder i hovedet på hende som to bål i solskinnet, da en rigtig spradebasse af et mandfolk går hen imod hende, i hat, skinnende sort frakke og kigg …. nå, gid fanden hente ham! - kigger på hende gennem et firkantet stykke glas, der blinker i gavtyvens venstre øje. Men se nu … nå, for syv smede! - nu bukker og skraber man fra begge sider, og se nu, hvordan kvindemennesket rigtig snærper munden sammen til en jordbær-mund og kvidrer som svalen på det sollyse tag; og spradebassen foran hende vifter med hånden og halen, svinger sin hat og skraber med foden, så brolægningen slår gnister, ja, se det var sandelig en leg. Ak, sikke nogen skader, I er, tænkte jeg, bitte knægt, der stod på gadehjørnet med et bundt friske oksehuder over skulderen og så på denne tjur-leg met et fornøjet grin om munden.

TUOMAS: Fine folk er narre.

TIMO: Og barnlige som mælke-skæggede unger. De spiser jo også med klude for brystet og kan - fanden ta’ mig - ikke engang slikke deres ske ren, når de rejser sig fra bordet. Det har jeg set med egne øjne til min store forbavselse. (129)