TRØSKE-MATTI: Der var en flot krabat at stoppe i posen; en ordentlig fed klump. Ja; og så tog vi os en dram. - Vi trak derefter vore frakker på igen, tørre som krudt var de, og lagde os skikkeligt til at sove ved den varme, flakkende ild. Men det var nu ikke megen søvn, vi fik, eftersom troldpile ustandselig fløj på kryds og tværs gennem luften over vore forvirrede hoveder som ild-slanger. Heiskanen sprang ofte op og råbte med høj stemme: “Sluk, troldpil, sluk, troldpil”, og mange af dem faldt også hvæsende ned, nogle i skoven og nogle i den grå mose, men de fleste fortsatte uforstyrret deres lige bane uden at bryde sig om hans hyl. En gang hørte man en forbandet rasende og hurtig, sydende lyd, der kom strygende fra nord til syd, og som i lang tid blev efterfulgt at en lille summen. Hvad mon det var for en fyr, som smuttede forbi dér? spurgte jeg Heiskanen, som svarede knurrende efter en tids forløb: “Det var gamle Hiisi, selveste fanden, som røg forbi”. - Så gik der en time; der gik to; og det lynede i det milde, tågede vejr. Men så lød der pludselig, fra den østlige udkant af mosen, en lyd som en susen i mosgroede graner; og fra mosens vestlige kant svarede en anden lyd, men dæmpet som en raslen i en lille birkelund. “Hvad var det, der suste derovre og raslede herovre?”, spurgte jeg igen, og Heiskanen svarede omsider brummende: “Det er granskovens ånd, der taler med sin datter.” - Men omsider gik da natten, og morgenen gryede; og vi drog videre. Og se, lige i skovbrynet fik vi øje på en gråbleg ulv, en satans stor ulv, men den flygtede som en stak ærter for en hvirvelvind. Til sidst så man kun dens venstre bagben; jeg lagde bøssen an og skød poten over på den, skød den over som en stump brusk, men den reddede alligevel skindet. Jeg skød poten over på det arme kræ. (177-78)

LAURI: En kande øl og to pægle brændevin blandet er et passende mål og kvantum for en træt mands strube og pande. Nu vippede kanden så småt, og skægget blev vådt, og drengene sang, så det klang, og mutters piger græd af grin hver gang. Men jeg går bort fra den muntre leg, går bort langs gade og vej. Jeg synger klingende, så ruderne gynger klirrende, og så alle spidsborgere i Tammerfors kommer på benene. Men jeg, der altid er en lystig fyr, jeg løb, hu-hej, langs en strand og sparkede dem i synet både grus og sand. Derfra til Bjørneborg jeg kom, hvor man satte mig i en kurv så tom og trak mig på torvet om; kom til Nystad by, hvor jeg blev skældt ud påny; kom så til Åbo stad, hvor på min strube man satte knivens blad. Kom så omsider til den fine Aningais-gade, hvor jeg mødte fem tøse så flotte og glade. Den første sparkede med på min tå, den anden sagde: “Lad dog knægten gå, for han er hverken tigger eller skoflikker”. Men den tredje spurgte: “Hvorfor skal knægten lide?” og den fjerde sagde: “Man burde hjælpe ham i tide”. Nå, lad os så vandre af sted, hånd i hånd, sagde jeg, men den femte puffede arrigt til mig med næven og råbte: “Gå ad Helsingfors til!” Jeg begav mig af sted til Helsingfors by, hvor man satte mig til at æde statens vælling på tallerkner af bly, og så forhørte man mig på kryds og tværs og gav mis tærsk, og det var værst: “Gå nu, gå din vej, din slubbert!” Jeg vandrede bort igen, jeg lurifaks, altid munter, jeg, hvis hjerte er som en tobakspung af sælskind; jeg gik, sang og traskede hen ad den bakkede vej; kom til Tavastland og gik op på Kuninkalas prædikestol og så var det amen åh, ja! (215-16)