Finnish
JUHANI. Tuhannen tulimmaista! eikö ole miehellä valta elää rauhassa ja tahtonsa mukaan omalla kannallansa, koska ei hän seiso kenenkään tiellä, ei loukkaa kenenkään oikeutta? Kuka voi sen kieltää? Mutta sanonpa kerran vielä: papit ja virkamiehet kirjoinensa ja protokollinensa ovat ihmisten häijyt henget.--Oh sinä musta sika! Voi päivää kirottua täällä! Niinpä nyt ylisniskoin meitä kohtaa kovan onnen nuijaukset ja ihmisten kiusanteot, että olen valmis juoksemaan pääni seinään. Oh sinä musta sonni! Venla meille antoi rukkaset; tehneet ovat he meistä myrkyllisen pilkkaveisun; lukkari meitä rääkkäsi kuin pahalainen itse; Toukolan pojat meitä hakkasivat kuin nummea vaan, selkäämme saimme kuin jouluporsaat ja oikeinhan joulupukkeina käyskelemme tässä ykssilmäisinä tonttuina, ryysyt päässä. Mitä vielä? Onhan kotomme nyt ilman köyhän ainoata kestiä, ilman kiukaan kohisevaa löylyä. Tuollahan kytee ja savuaa entisen armaan saunamme aherrus. Ja sittenhän on jäljellä vielä perkeleistä pahin. Hmh! Kymmenellä lävellä irvistelee meitä vastaan kirkonporstuasta jalkatukki. Kirkas tuli! Ellei tämänkaltainen kiusantemppujen rykelmä vie partaveistä miehen kurkkuun, mikä sitten? Oh sinä sarvipää sonni!
|
Danish
Juhani. Hvad sen Sag angaar saa var ikke en eneste Smule Alvor. For at vinde Tid kom jeg ind paa alt det Udenomssludder. Fyrrebakkemor eller Vendla skulde være egnede til at føre Pegepinden for os! Den Ide vil alle Toukola-Sønnerne grine ad. I hørte jo at man truer os med Fodstokken. Fanden tage mig! Har Mennesket ikke Ret til at leve i Fred og efter sit eget Hovede paa sin egen Jord, hvor det ikke staar i Vejen for andre eller kommer nogens Ret for nær? Hvem vil bestride dette? Men endnu en Gang siger jeg: Præster og Embedsmænd med deres Bøger og Protokoller er Menneskehedens onde Aander. - Hvilket Helvede dog Livet er! Nu hagler Ulykkerne og Menneskes Ondskab neg over os, saa man er parat til at løbe Panden mod Væggen. O, do sorte Forbandelse! Vendla gav os en Kurv, man har laver en giftig Smædevise om os, Klokkeren for frem mod os som selve den Onde, Toukola-Drengene tærskede os som Halmneg, vi fik paa Rygstykkerne som Julesvin og som rigtige Julebukke gaar vi nu enøjede omkrig med Klude om Hovedet. Og videre endnu? Jo, nu er vort Hjem uden den fattiges eneste Glæde, uden Badstue-Ovnens brusende Damp. Derhenne gløder og ryger Grunden af vor tidligere elskede Badstue. Og saa er endda det værste Spøgelse tilbage. I Kirkens Forstue griner Fodstokken imod os med sine ti Huller. Den hellige Ild! Hvis ikke en saadan Hoben Modgang fører Ragekniven til vor Strube, saa er det et Mirakel. Aah, du hornprydede Okse. (97-98) JUHANI. Ikke så meget som en antydning i den retning og ikke det mindste for fuldt alvor. Knægten her vrøvlede bare sådan for at trække tiden ud. Fyrreskovs-konen eller Venla skulle føre pegepinden her! Så ville selv svinene i Toukola grine. I hørte jo, at man, aldeles sikkert, truede os med fodstokken, med skammens galge. Fanden stå i det! Har en mand ikke lov til at leve i fred og efter sit eget hoved, på sin egen grund, når han ikke står i vejen for nogen eller går andres ret for nær? Hvem kan forbyde det? Men jeg siger endnu en gang: præster og embedsmænd med deres bøger og protokoller er menneskenes onde ånder. - Oh, dit sorte svin! Ve, denne forbandede dag! Vi rammes sådan, over hals og hoved, af den hårde skæbnes kølleslag og menneskenes fortrædeligheder, at jeg er lige ved at rende hovedet i væggen. Oh, din sorte tyr! Venla gav os kurven; man har lavet en giftig nidvise om os; klokkeren pinte os som selve satan; Toukola-knægtene bankede os, som var vi en stump hede-jord; prygl fik vi som jule-svin, og nu går vi omkring her som rigtige julebukke; som én-øjede nisser med pjalter om hovedet. Og hvad mere? Nu er vort hjem uden den fattiges eneste fyrd, uden badstue-ovnens brusende damp. Derude gløder og ryger jo ruinerne af vor forben så elskede badstue. Og der er stadig den værste af djævlene tilbage. Hm! Fodstokken griner imod os, i kirkens våbenhus, med sine ti huller. Oh, du klare ild! Hvis ikke en sådan bunke bekymringer fører ragekniven imod en mands strube, hvad gør det så? Oh, du behornede tyr! (102-3) |
|
Questions: This is Juhani’s list of the brothers’ many woes, which will soon enough drive them out of their house for a ten-year stint in the wilderness, where they will be transformed from wild boys into decent, hard-working men. What is his mood as he lists those woes? What is his emotional state? How natural does his expression of that emotional state seem to you in this passage? Does anything ring false, wrong, “off”? What, and why? (Version 1946) The Finnish original is written in a stylized dialect that now sounds rather archaic. Has the translator attempted to reproduce that archaic dialect? If not, has the translator used a standardized version of the target language, or a colloquial version without slang, or a slangy vernacular, or what? Whichever way the translator went with the archaic dialect, does the attempt seem successful to you? Why or why not? (Version 1946) Does this passage sound like any existing novel you know in the target language, or like a certain author, or like a period novelistic style that you recognize? If so, what or whom? Does that feeling of familiarity make you like the passage more, or less, or have no effect on your response? (Version 1946) If you had time, would you want to read this entire translation? Why or why not? (Does it make you say “wow!”? Are you astonished at its brilliance?) (Version 1946) Does this translated passage make you think that Aleksis Kivi might be a great writer of World Literature, or not? Why or why not? (Version 1946)
Questions: This is Juhani’s list of the brothers’ many woes, which will soon enough drive them out of their house for a ten-year stint in the wilderness, where they will be transformed from wild boys into decent, hard-working men. What is his mood as he lists those woes? What is his emotional state? How natural does his expression of that emotional state seem to you in this passage? Does anything ring false, wrong, “off”? What, and why? (Version 1957) The Finnish original is written in a stylized dialect that now sounds rather archaic. Has the translator attempted to reproduce that archaic dialect? If not, has the translator used a standardized version of the target language, or a colloquial version without slang, or a slangy vernacular, or what? Whichever way the translator went with the archaic dialect, does the attempt seem successful to you? Why or why not? (Version 1957) Does this passage sound like any existing novel you know in the target language, or like a certain author, or like a period novelistic style that you recognize? If so, what or whom? Does that feeling of familiarity make you like the passage more, or less, or have no effect on your response? (Version 1957) If you had time, would you want to read this entire translation? Why or why not? (Does it make you say “wow!”? Are you astonished at its brilliance?) (Version 1957) Does this translated passage make you think that Aleksis Kivi might be a great writer of World Literature, or not? Why or why not? (Version 1957)
|
Message from: Henrik Gottlieb ( Scholar ) on 24 February 2016 07:59:43 PM (GMT+8)
1) Central terms and names are incomprehensible to me as a modern reader. I honestly don't know what exactly is going on here.
2) Several typos add to the confusion, starting with 'sen' (=late) for 'den' (=that) in line 1.
3) To answer your question - if I can: Juhani is angry, bordering on the ecstatic; due to the obsolete terms, the whole thing sounds slightly farcical.